Sagen er nemlig den, at jeg i lang tid har hørt på bebrejdelser, formaninger, gode råd og andet krimskrams fra mine kære venner, familie og andre jeg holder af.
Okay, jeg har hørt på, hvad de har sagt til mig, men jeg har ikke lyttet. Mest af alt, har jeg glemt at lytte til min egen indre stemme.
Når man i alt for lang tid, glemmer at lytte efter hvad éns indre stemme forsøger at fortælle én, kommer der naturligvis konsekvenser.
Midt under mit yndlingsfag (samf<3), hvor vi taler om kulturelle forskelle på etnisk danskere, og unge med anden etnisk herkomst, begyndte jeg pludselig at blive meget svimmel, miste balancen, blive døv på det ene øre, og så hele verden lidt mere sløret end ellers.
Det var en lidt skræmmende oplevelse, for én som jeg. Jeg mener, jeg bliver jo for fanden aldrig syg, vel.
Jeg kiggede med svømmende øjne på Heidi, der forsøgte at sige et eller andet til mig. Jeg ved bare ikke hvad hun sagde, for hun sad til højre for mig = det øre, jeg ikke kan høre en skid med.
Men jeg nikkede og smilte. Mumlede et eller andet uforståeligt. Rakte - til trods for min tilstand - hånden op, og kom med mit geniale input til undervisningen. Min lærer forsøgte så at diskutere med mig, men det magtede jeg simpelthen ikke, for jeg var så langt væk.
Ej, hvor var det egentlig en klam følelse.
Nu tager jeg mod alle odds, med min mor til Struer, og håber på at jeg kan blive healet af den vestjyske vind. Ain't gonna happen, men man har da lov at håbe.
I hader mig nu, og jeg ved det.
Møs.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar